Officielt: Mikkel Hansen stopper karrieren

3. apr. 2024, kl. 12.45

Mikkel Hansen
Foto: Shutterstock

Den danske håndboldstjerne, Mikkel Hansen, lægger skoene på hylden til sommer. Det meddelte han onsdag på et pressemøde.

Mikkel Hansen har i knap 20 år leveret toppræstationer på håndboldbanen, både for det danske landshold samt for diverse klubhold i både Danmark og udlandet.

Tiden er nu kommet til at Hansen lægger håndboldskoene på hylden. Det bekræftede han i dag på et pressemøde.

Mikkel Hansen meddelte, at han stopper karrieren til sommer, men at han meget gerne deltager i OL, hvis han bliver udtaget.

“Det føles fantastisk. Lige siden jeg traf beslutningen med familien og dem omkring mig, har jeg haft det fint med det. Og det viser også, at det er den rigtige beslutning,” siger Mikkel Hansen til DR Sporten.

“Efter 18 år, hvor man knap har haft en weekend fri, bliver det rart at tænke på noget andet end sport.”

Hansen mangler nogle måneder for Aalborg Håndbold, mens de danske håndboldherrer skal spille OL i Paris til sommer, hvor danskeren altså håber på at kunne deltage.

“Først og fremmest skal jeg lige have en ordentlig afslutning på det hele og mit ophold her i Aalborg. Og forhåbentlig et OL til sommer, hvis jeg er dygtig nok,” siger Mikkel Hansen til DR.

Hansen har ikke misset 20 slutrunder i træk og dermed kan OL til sommer altså blive hans 21. slutrunde i træk. En imponerende rekord.

Specielt Paris har Hansen et specielt forhold til, da han spillede for Paris Saint-Germain gennem en årrække fra 2012 til 2022.

Mikkel Hansen vendte hjem til Danmark i sommeren 2022, hvor han skrev kontrakt med Aalborg Håndbold. Aftalen galt egentlig frem til sommeren 2025, men parterne er blevet enige om at forkorte samarbejdet.

“Jeg har altid sagt, jeg vil stoppe, når legen, glæden og dedikationen ikke helt er der mere. Det er den stadig, jeg har det stadig sjovt til træningen. Men jeg kan også mærke, jeg er kommet til et sted, hvor der er andre ting, der trækker,” siger Mikkel Hansen.

Fakta om Mikkel Hansen:

Født den 22. oktober 1987 (36 år) i Helsingør.

Klubkarriere:

Han startede karrieren i Helsingør. Siden da spillede han i GOG fra 2005 til 2008, FC Barcelona fra 2008 til 2010. Herefter AG København fra 2010 til 2012, og dernæst Paris Saint-Germain fra 2012 til 2022, mens han skiftede til Aalborg Håndbold i sommeren 2022.

Landsholdskarriere:

Han fik debut på det danske A-landshold i 2007, og siden da har han spillet 266 landskampe og nettet 1.350 gange.

Personlig hæder: Kåret som verdens bedste håndboldspiller i 2011, 2015 og 2018.

Titler: OL-guld x 1, VM-guld x 3, EM-guld x 1, VM-sølv x 2 og EM-sølv x 2.

I sine 21 slutrunder er han blevet kåret til turneringens bedste spiller eller udtaget til turneringens hold i ni af 21 slutrunder.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *